Sydøstasien i juni – her skal du rejse hen

Du kan sagtens besøge Sydøstasien i juni. Udvalget af destinationer med godt vejr er ikke helt så stort som i vintermånederne, men læs med her og få inspiration til, hvor du skal rejse hen. Se også indlægget Sydøstasien i juli, hvor du finder flere spændende rejsemål til en sommerrejse i Østen.

 

Koh Samui – Thailand

Vejret: Skal sommerferien holdes i Thailand, så er Koh Samui et rigtig godt valg. En eftermiddagsbyge må forventes, men øen får masser af sol i juni, hvor temperaruren ligger på 31-33 °C.

Derfor: Koh Samui er en alsidig ø med god mad, heftigt natteliv og masser af aktiviteter. Du kan både finde veludviklede feriebyer og mindre besøgte områder med kun få turister. Også strandene er forskelligartede – fra den lange gyldne Mae Nam til paradisiske Crystal Bay.

Du kan tage en tur rundt på Koh Samui, der på midtøen er frodig med flere vandfald. Et must er en bådtur til den smukke Ang Thong Nationalpark, som man ofte ser på billeder. Uanset om du er backpacker eller til lækker luksus, så har Koh Samui noget at tilbyde.

Forslag til hoteller: Ampha Place (Budget) • Anavana Beach Resort (Mellemklasse) • Rocky’s Boutique Resort (Luksus)

Nærmeste lufthavn: Koh Samui har sin egen lille lufthavn (kode: USM) med ruter til bl.a. Bangkok og Singapore.

Koh Samui har mange gode strande – her Chaweng Beach

 

Bali – Indonesien

Vejret: Bali har bedst vejr i sommermånederne. Her skinner solen fra en skyfri himmel og du skal forvente temperaturer på 30-32 °C.

Derfor: Bali har i årtier været en feriefavorit hos alverdens turister, deriblandt mange danskere. Den indonesiske ø er utrolig alsidig – fra hektiske Kuta med det vilde natteliv og flashpackerfavoritten Canggu til rolige Lovina og kunstermekkaet Ubud.

Bali er en unik ø med en enestående kultur, hvor du ikke kan undgå at støde på spændende og fremmedartede ceremonier. Der er også smukke templer, skriggrønne risterrasser og fantastisk mad. Bali er tilmed et billigt rejsemål med masser af gode overnatningssteder, der virkelig giver værdi for pengene.

Det er nemt selv at booke fly og hotel, men er du mere tryg ved en pakkerejse med et dansk bureau, så kan du finde tilbud på rejser til Bali her.

Forslag til hoteller: Bombora Medewi Wavelodge (Mellemklasse) • The Kayon Resort (Luksus)

Nærmeste lufthavn: Du lander i lufthavnen i Denpasar Ngurah Rai Airport (kode: DPS), der ligger på den sydlige del af øen. Fra Danmark kan du flyve med ét stop til Bali med f.eks. Emirates, Thai Airways, Qatar Airways og Singapore Airlines.

Nogle af Balis berømte risterrasser

 

Kuala Lumpur – Malaysia

Vejret: Juni er den tørreste måned i Kuala Lumpur. En regnbyge kan ikke udelukkes, men du vil helt sikkert opleve masser af sol. Temperaturen ligger på 31-33 °C.

Derfor: Malaysias hovedstad er en multikulturel by med især stærk indisk og kinesisk indflydelse. Kuala Lumpur er ved første øjekast en moderne metropol, men du finder også gamle templer, spændende markeder og farverige festivals. Og så er der den lækre mad, der er i absolut verdensklasse.

Kuala Lumpur er også et glimrende udgangspunkt for videre rejse til historiske byer i syd, smuk natur i øst og populære øer som Penang og Langkawi i nord.

Forslag til hoteller: Ahyu Hotel (Budget) • CitizenM Kuala Lumpur (Mellemklasse) • The Majestic Hotel Kuala Lumpur (Luksus)

Nærmeste lufthavn: Kuala Lumpur International Airport har koden KUL og kaldes i daglig tale for KLIA. Lufthavnen ligger ca. 55 km fra centrum. Fra lufthavnen er der forbindelse til bl.a. Doha, Dubai, Bangkok, Istanbul og Singapore. Der er desuden et stort antal indenrigsruter.

Kuala Lumpur er en moderne by, men med spændende indiske og kinesiske bydele

 

Nha Trang – Vietnam

Vejret: I juni får Nha Trang kun 40-50 mm nedbør. Du kan således forvente masser af sol, men det er varmt – 32-34 °C med høj luftfugtighed. Ofte blæser der dog en god vind i byen, og det gør det lidt mere udholdeligt.

Derfor: Nha Trang er en større by i det centrale Vietnam. Her kommer turisterne for den kilometerlange strand, der går fra centrum mod syd til turistområdet, som er hyggeligt med masser af cafeer, barer og restauranter.

I forhold til de fleste andre turistområder i Vietnam så er er Nha Trang lidt atypisk. Her har du mulighed for virkelig at komme tæt på de lokale og få en autentisk oplevelse, mens du kan have base i det glimrende turistområde, der ligger lige ud til stranden.

Nha Trang har gode markeder og en stor aktiv fiskerihavn, men du kan også besøge templer og nogle af de bedst bevarede tårne fra Cham-perioden, hvis du er til kulturelle oplevelser.

Forslag til hoteller: Nagar Hotel Nha Trang (Budget) • Novotel Nha Trang (Mellemklasse) • InterContinental Nha Trang (Luksus)

Nærmeste Lufthavn: Nha Trang har egen lufthavn (kode: CXR), der ligger ca. 30 km syd for centrum. Der er forbindelse til bl.a. Hanoi, Ho Chi Minh City, Bangkok og Singapore.

Stranden i Nha Trang er mange kilometer lang

 

River Kwai – Thailand

Vejret: River Kwai kan sagtens besøges om sommeren. Lidt regn må forventes, men du skal nok få solen at se. Temperaturen ligger på 31-33 °C med forholdsvis høj luftfugtighed.

Derfor: Området omkring River Kwai vest for Bangkok byder både på smuk natur, spændende historie og mulighed for aktiv ferie. I og omkring hovedbyen Kanchanaburi finder du masser af gode oplevelser for store og små.

Du kan bl.a. lære mere om byggeriet af “Dødens Jernbane”, tage en tur på den ikoniske “Broen over floden Kwai”, se flotte vandfald og sejle på bambusflåde ned af floden. Området er meget alsidigt med aktiviteter og oplevelse til mange dages ferie

Forslag til hoteller: Chez Bure Homestay (Budget) • Princess River Kwai (Mellemklasse) • The Floathouse (Luksus)

Nærmeste lufthavn: Lufthavnene i Bangkok ligger nærmest River Kwai. Kommer du fra Danmark lander du højst sandsynligt i Suvarnabhumi-lufthavn (kode: BKK). Herfra er der 180 km til Kanchanaburi. Du kan få tilbud på transport her.

Området ved River Kwai har masser af aktiviteter og oplevelser

 

Borneo (Sarawak) – Malaysia

Vejret: Året rundt kan du forvente nedbør på Borneo, men i sommermånederne er det som regel tørt vejr med rigtig gode solchancer. Du skal forvente høj luftfugtighed og temperaturer på 28-32 °C. Er vejret meget vigtigt for dig, så skal du besøge Sarawak på den vestlige del af Borneo.

Derfor: Er du vild med unik og smuk natur, så vil du bare elske Borneo. Her finder du bl.a. mangrove, tæt jungle og mulighed for at spotte vilde dyr. De fleste, der besøger Borneo har som ønske at se orangutanger og det kan lade sig gøre i både Sabah på den østlige del af Borneo og i Sarawak på den vestlige del.

Du har også mulighed for at se næseaber, møde stammefolk, spise lækker mad og gå på opdagelse på farverige markeder. I havet nord for Sabah er der dykning i verdensklasse, og det er også på denne del af Borneo, du kan bestige smukke Mount Kinabalu.

Der er masser af spændende oplevelser på Borneo, hvor jeg anbefaler at besøge både Sabah og Sarawak, der tilbyder noget forskelligt.

Forslag til hoteller (Sarawak): Imperial Riverbank Hotel Kuching (Budget) • The Ranee Boutique Suites (Mellemklasse) • Cove 55 (Luksus)

Nærmeste lufthavn: Kuchings internationale lufthavn (kode: KCH) ligger ca. 8 km nord for byen. Herfra er der forbindelse til bl.a. Penang, Singapore, Kota Kinablau og Kuala Lumpur.

På Borneo har du mulighed for at møde stammefolk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *