Thailand i juni – læs om vejr, festivals, aktiviteter og prisniveau
Du kan sagtens besøge Thailand i juni. Ønsker du sol og strand, så er det dog værd at vælge det rigtige sted til ferien. Det og meget andet kan du læse mere om i dette indlæg.
Vejret
Generelt får Thailand en del nedbør i sommermånederne. Det gælder bl.a. det sydlige Thailand og dermed også populære rejsemål som Krabi, Phuket og Koh Lanta. Der er typisk tale om kraftige eftermiddagsbyger, mens det på f.eks. Koh Chang og de omkringliggende øer kan være mere vedvarende regn.
Men vælger du området i den sydvestlige Thailandbugt – f.eks. de populære øer Koh Samui, Koh Tao og Koh Phangan, har du en rigtig god chance for godt vejr. Du vil sandsynligvis opleve kraftige eftermiddagsbyger nogle dage, men også masser af sol. Temperaturen ligger på 30-33 °C.
I Bangkok og det centrale Thailand ved f.eks. Pattaya, Hua Hin og River Kwai kan du forvente nogenlunde samme vejrtype.
Nordthailand omkring Chiang Mai og Chiang Rai byder på 30-33 °C med høj luftfugtighed og periodevis byger, der primært falder om eftermiddagen eller ud på aftenen.
Destinationer og aktiviteter
Er godt vejr og dejlige strande det vigtigste for dig, så er øerne i den sydvestlige Thailandbugt samt det nærliggende fastland det absolut bedste valg. Det gælder også dykning og snorkling, hvor du har god sigtbarhed. Der vil heller ikke være helt så mange dykkere ved de populære rev omkring Koh Tao i forhold til perioden februar til april.
Juni kunne være en god måned til flotte naturoplevelser. Nedbøren betyder, at landskabet mange steder er grønt og frodigt ligesom floder og vandfald sandsynligvis ikke vil mangle vand. F.eks. vil områder som River Kwai og Khao Sok Nationalpark fremstå flottere end i tørtiden.
Til gengæld kan trekking være udfordrende alt efter mængden af nedbør. En trekking foregår i mere ufremkommelige områder, hvor du som regel følger stier med jord, græs og skovbund som underlag. Læs mere om trekking her.
Skulle du opleve en regnbyge, så kan du snuppe en gang massage eller besøge en god restaurant. Alt efter hvor i Thailand du befinder dig, er der selvfølgelig også mulighed for at shoppe eller opleve en eller flere af Thailands gode seværdigheder.

Festivaler og events i Thailand i juni
I Thailand er 3. juni helligdag. Her markerer man Dronning Suthidas fødselsdag. Hun er gift med den nuværende konge Vajiralongkorn.
Juni byder på en lang række events og festivaler. På Phuket kan du deltage i Laguna Phuket Marathon, der er et traditionsrigt løb, som blev arrangeret første gang i 2006. Udover maraton er der også mulighed for at løbe 5 eller 10 km samt halvmaraton.
På Koh Tao kan du deltage i det tre dage lange event Spotlight Koh Tao, hvor du kan høre mere om øens indsats inden for bæredygtighed og naturbevarelse. Der vil bl.a.være forskellige workshops samt musik og madboder.
Et andet arrangement i juni er Nan Green Craft, der har fokus på bl.a. mad, kunst og håndværk omkring byen Nan i Nordthailand. Du kan også deltage i Pattaya Night Run og Phi Ta Khon Festivalen i Loei, der er en tre dage lang kulturbegivenhed med dans, musik og parader, hvor deltagerne bærer flotte masker og kostumer.
I hele verden er juni såkaldt Pride Month. Løbende vil der hele måneden blev afholdt forskellige events med LGBT+-segmentet i fokus, men alle kan deltage i begivenhederne. Via linket til TAT herunder kan du finde en oversigt over alle arrangementer ved Pride Month.
For at se flere events og festivaler rundt om i Thailand kan du besøge TATs hjemmeside (Thailands turistmyndigheder), der løbende bliver opdateret.

Prisniveau på fly, hoteller og rejser i juni
Juni er en af de måneder, hvor prisen på flybilletter til Thailand svinger mest. I begyndelsen af juni kan du ofte finde billige billetter, men efterhånden som skoleferien nærmer sig, bliver det gradvist dyrere. De sidste dage i juni stiger prisen markant.
Det er en god idé løbende at tjekke priserne for at få en idé om niveauet. Flere af de sider, der sammenligner flybilletter giver mulighed for at oprette en prisagent eller prisovervågning, hvor du kan få tilsendt en mail, når priserne ændrer sig på de datoer, du ønsker at rejse.
Husk som altid at lege lidt med ud- og hjemrejsedatoer – der kan være gode penge at spare. Du kan også besøge indlægget Overblik over flybilletter, hvor jeg hver måned tager pulsen på flybilletter fra Billund og København til Bangkok.
I juni kan du finde rigtig gode priser på overnatning. Især i f.eks. Krabi og på Phuket, mens der ikke er de helt store rabatter på øerne i den sydvestlige Thailandbugt (Koh Samui, Koh Phangan og Koh Tao), hvor vejret som nævnt er godt.
Her på siden finder du en lang række hotelforslag i næsten hele Thailand – se listen her.
Book overnatning i god tid, hvis du f.eks. har særlige krav til dit hotel mht. beliggenhed og faciliteter eller ønsker at hele familien kan bo på samme værelse.
Det kan næsten altid betale sig selv at booke fly og hotel, men det er selvfølgelig en god idé at sammenligne pris med en pakkerejse hos et dansk rejsebureau. Nogle gange er der tilbud og kampagner med billige rejser – se mere og sammenlign priser her.

