Fra Bangkok til Koh Lanta – sådan gør du

Det skønne Sydthailand med alle paradisøerne ligger kun få timers transport fra hektiske Bangkok. En af dem er Koh Lanta, der er rigtig dejlig med gode strande og masser af hyggelige barer – absolut et af mine favoritsteder i Thailand. Skal du på øhop i Andamanhavet, så er Koh Lanta også et godt sted at starte.

Det er supernemt at komme fra Bangkok til Koh Lanta. Du kan flyve til både Krabi og Trang lufthavn og derfra køre til øen (plus en kort sejltur med færge). Der er flest fly til Krabi – både AirAsia, Nok Air, Lion Air, Vietjet Air og Thai Airways flyver mellem Bangkok og Krabi, mens det kun er AirAsia og Nok Air, der flyver mellem Bangkok og Trang.

Husk, at Thai Airways og Vietjet Air benytter den nye Suvarnabhumi-lufthavn, mens AirAsia, Nok Air og Lion Air flyver fra Bangkoks gamle lufthavn Don Mueang.

Det er utrolig billigt af flyve indenrigs i Thailand – en returbillet fra Bangkok til Krabi koster fra kr. 300,-, mens det er lidt dyrere at flyve til Trang. Find flybilletter her.

 

Fra Krabi lufthavn til Koh Lanta med bil/van

Den absolut nemmeste måde at komme fra Krabi lufthavn til Koh Lanta er med bil og færge. Du kan booke transport hjemmefra hos f.eks. krabishuttle.com eller amazinglanta.com. Du kan også booke på Krabi lufthavns egen hjemmeside, men det er væsentlig dyrere. Regn med ca. 2500 baht pr. bil hos f.eks. krabishuttle.com, hvor færgebillet er inkluderet i prisen. Chaufføren står i lufthavnen og venter på dig med et skilt med dit navn. Turen tager i alt halvanden til to timer og du bliver sat af ved dit hotel.

Amazinglanta tilbyder også en løsning med bil/van til havnen, herefter speedbåd til Saladan på Koh Lanta og herfra bil/van til jeres hotel på øen. Prisen ligger på omkring kr. 425,- pr. person (voksen) – et noget dyrere alternativ end bil/færge.

En tredje mulighed er at benytte AirAsias island transfer, hvor fly fra Bangkok til Krabi, transport til molen i Nopparat Thara og færge til Koh Lanta er inkluderet i prisen. Se mere på AirAsias hjemmeside, hvor du skal indtaste Koh Lanta som slutdestination.

Ovenstående transfers er selvfølgelig også muligt fra Krabi By eller f.eks. Ao Nang og Nopparat Thara.

 

Fra Krabi lufthavn til Koh Lanta med færge

En billigere, men absolut også langsommere måde at komme fra Krabi til Koh Lanta. Fra lufthavnen kan I tage en taxi eller minivan til molen i Krabi By, hvor færgen afgår. Prisen for færgeturen er ca. 400 baht pr. person og speedbåd koster ca. 1000 baht pr. person. Begge priser er for voksne.

Ofte er det nødvendigt at tage en overnatning i Krabi By, hvis man ankommer sent med flyet.

Ovenstående løsning er selvfølgelig mest fordelagtig, hvis man allerede er i Krabi By/Ao Nang da prisen for taxi, overnatning og færge hurtigt løber op. Se mere eller book færgebillet hos phuketferry.com.

 

Videre rejse

Som nævnt i indledningen er Koh Lanta et godt udgangspunkt for videre rejse i det smukke øhav. I kan fortsætte rejsen til f.eks. Koh Ngai (Koh Hai), Koh Mook eller Koh Lipe. Der er rigtig mange muligheder, og som altid kan dit hotel/guesthouse eller et af øens tourbureauer hjælpe dig på vej.

Færgerne sejler fra Koh Lantas hovedby Saladan på den nordlige del af øen. I højsæsonen kan der være rift om pladserne, så book billet i god tid, hvis muligt.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *