16 gode oplevelser på Phuket
Det bugner af spændende oplevelser på Phuket. Kan du løsrive dig fra pool eller strand, så tag ud og oplev den populære thailandske ø. Eller hvad med en tur ud i øhavet eller et ophold i luksustelt i regnskoven? Jeg har fundet 16 gode oplevelser på Phuket, der alle kan gøre ferien endnu bedre.
Uanset hvad du har af ønsker om udflugter og aktiviteter, så kan du altid få hjælp af dit hotel eller et af de mange tourbureauer i feriebyerne. Læs meget mere om oplevelser, seværdigheder og aktiviteter i min Phuket Guide.
Har du endnu ikke booket hotel på Phuket, så kan du finde masser af inspiration i disse indlæg:
• De bedste hoteller på Phuket 2024
• Overnatning for hele familien på Phuket
• Bo på stranden på Phuket
• De bedste billige hoteller på Phuket
• Luksushoteller på Phuket – her er de bedste steder
• Phuket: 12 steder du kan bo i villa med privat pool
Oplevelser på Phuket
1. Tag med på en food tour
Mange steder i Thailand kan du prøve en food tour. Også på Phuket, hvor du skal tage til Phuket By for at få den bedste og mest autentiske oplevelse. Internationale mad- og rejseskribenter lovpriser byen, hvor især Hokkien-kineserne har holdt deres madtraditioner i hævd.
En food tour varer typisk fra 2-4 timer og har forskellige stop undervejs. Et af de bedste steder du kan prøve en food tour er hos A Chef’s Table, hvor der er begrænset antal deltagere. Der er mange andre muligheder – tjek hos tourbureauerne i strandområderne.
2. Besøg den store Buddha
Tæt på vestkystens feriebyer (Kata og Karon) kan du besøge den store Buddha, der ligger på Nakkerd Hill, hvorfra du har en fantastisk udsigt over ø og hav. Buddhaen er hele 45 meter høj og udført i marmor. Det er ikke kun en populær turistattraktion, men også en helligdom, så husk konservativ påklædning.
På området er der flere andre mindre helligdomme og templer, hvor du kan være heldig at overvære en ceremoni. Turen op til Buddhaen går via en stejl vej. Lej en scooter eller tag taxi/tuk-tuk op på bjerget, hvor du kan få chaufføren til at vente på dig.
3. Nyd spa i verdensklasse
Phuket er for længst blevet berømt for de gode spaoplevelser. Rundt på øen finder du adskillige pragtfulde spa, der ofte ligger på et af øens bedre hoteller. Der er selvfølgelig også adgang for ikke-gæster, som kan lade sig forkæle med et væld af forskellige behandlinger i lækre og luksuriøse omgivelser.
Se mere på f.eks. Rosewood Phuket, Trisara Villas og Amatara Welleisure Resort for den ultimative oplevelse.
4. Find Phukets bedste strande
Phuket har mange dejlige strande. Vil du opleve det bedste øen har at byde på, så kan du tage til Laem Singh Beach, der er rammet ind af klipper og fremstår yderst lækker med sit krystalklare vand. Laem Sing ligger lige nord for Kamala.
En anden populær strand er Freedom Beach syd for Patong, hvor du finder en rigtig lækker strand med det klareste turkisblå vand. Prøv også Banana Beach mellem Bang Tao og Nai Thon Beach, der så afgjort er den mest rolige af de tre strande. Læs mere i indlægget Phukets bedste strande.
5. Spot farverige fisk på en snorkeltur
Fra Phuket er der mange muligheder for at opleve det fantastiske liv under havoverfladen. Du kan tage med på en af de mange bådture ud i Andamanhavet, hvor der gøres stop på øer og ved gode snorkelsteder.
Hos tourbureauerne kan du se det store udvalg af ture, hvor du som regel har snorkeludstyr og transport fra dit hotel til havnen og retur inkluderet. Du kan vælge mellem hel- og halvdagsture, hvor nogle har et par timers stop på en strand med mulighed for frokost og solbadning.
Et af de mest populære steder til en dag på havet er omkring Khai-øerne, men også Koh Racha eller besøg på Koh Phi Phi kan være en del af turen. Husk masser af solcreme til disse ture.
6. Ha’ en sjov dag i Andamanda Water Park
Børn og barnlige sjæle vil uden tvivl synes godt om den moderne Andamanda Water Park. Her byder man på et 100.000 m² stort vandland med thailandsk tema. Du kan prøve forskellige slides, rutsjebaner og bølgepools pakket ind i grønne omgivelser.
Der er også laguner, cabanas, cafeer og spisesteder. Andamana Water Park er en helhedsoplevelse, hvor du nemt kan tilbringe hele dagen. Vandlandet ligger ca 30 minutters kørsel fra turistbyerne på vestkysten.
7. Se en ladyboy-cabaret
For en sjov og anderledes aften i byen kan du se den berømte Simon Cabaret. Her underholder ladyboys i imponerende kostumer og med fuld make up. Det er et imponerende show og set up, hvor der som regel er et par overraskelser undervejs.
Selvom “sangerne” mimer til musiknumrene, så bliver cabareten taget yderst seriøst af deltagerne. Simon Canaret ligger i Patong og entréen er 1000 baht inklusive gratis drinks. Du kan se mere her.
8. Gå på opdagelse i Phuket By
Phuket er mest kendt for sol, strand og lækre hoteller, men er du til kultur og historie, så vend snuden mod øens hovedby. Phuket By er i mine øjne et af de mest undervurderede steder i Thailand. Her kan du f.eks. spise lækker mad, besøge spændende templer og se gamle sino-portugisiske huse.
Det er i den gamle bydel du finder de gode seværdigheder, som også inkluderer det farverige lokalmarked og Thaihua-museet, hvor du kan lære mere om den kinesiske befolkningsgruppe på Phuket.
Du kan tage en taxi eller den langsomme åbne lokalbus, der kører fra turistområderne til Phuket By. Bedst er det dog at snuppe et par overnatninger, og gerne så du er i byen om søndagen, hvor det store marked finder sted.
9. Oplev den smukke Phang Nga-bugt
Holder du ferie i dette område af Thailand, så må du ikke snyde dig selv for en tur til Phang Nga-bugten. Mange vil nok have set billeder af det pragtfulde landskab, der består af hundredevis af grønklædte limstensbjerge, som rejser sig op af havet.
Her findes gemte bugter, grotter og et rigt dyreliv. Nogle områder er kun tilgængelige ved lavvande, og det har gjort, at flere steder i bugten først er blevet opdaget inden for de sidste 20 år. En god måde at opleve Phang Nga-bugten er ved at sejle rundt i kajak – se mere på John Gray Sea Canoe.
10. Få et adrenalinsus hos Flying Hanuman
Phuket har flere forlystelsesparker. En af dem er Flying Hanuman, der er en adventure park med svævebane, hængebroer, platforme og snoede trapper. Det er et sted, hvor du kan suse gennem skoven med svævebanen, mens adrenalinen suser rundt i kroppen.
Flying Hanuman har tre forskellige baner/ruter, der ligger i op til 40 meters højde. Sikkerheden er i orden, og der er god instruktion, inden du får lov at træde ind på området. Du kan blive hentet på dit hotel og sat af samme sted, når dagen er omme. Se mere på Flying Hanumans hjemmeside.
11. Hæng ud på en hip beach club
Phuket byder også på en stribe rigtig gode beach clubs. Tidligere lå de fleste på mondæne Surin Beach, men blev ved strandrydningen for nogle år siden flyttet til Bang Tao et par kilometer mod nord.
De fleste beach clubs åbner op af formiddagen, hvor du kan sikre dig en solstol, der vil være din base i løbet af dagen. Her kan du spise frokost, nyde gode drinks og lytte til dj’sessions inden du måske bliver til middagen. Ofte slutter dagen med en god fest, hvor det er nemt at møde andre rejsende. En beach club er bestemt ikke billig, men til gengæld en god oplevelse i lækre omgivelser.
12. Tilbring et par dage ved Elephant Hills
Smukke Khao Sok Nationalpark er et must at besøge. Vil du have en anderledes oplevelse i parken så prøv luksusteltene ved Elephant Hills. Resortet kører et elefantprojekt, hvor du kan være med til at bade og fodre dyrene. Det er blot en lille del af konceptet – lige så vigtig er overnatningen i luksustelte, den gode mad og de imponerende omgivelser.
Alt er inkluderet i de færdigpakkede ture, der kan købes fra 1-4 dages varighed. Du oplever regnskoven på tætteste hold – især på resortets camp ved Chiaw Lan-søen, der er en enestående oplevelse. Se mere om Elephant Hills.
13. Snup en runde golf
På Phuket finder du en lang række gode golfbaner, der kan være en lærerig og spændende udfordring. De fleste baner er af høj standard og inddrager det naturlige landskab med f.eks. vegetation og terræn. Green fee er billigt i Thailand, der nok er et af de bedste steder at tage på golfferie, når det gælder value for money.
Vil du bo tæt på golfbanen, så booker du hotel i Lagunakomplekset ved Bang Tao Beach, der har egen bane. Topvalg er f.eks. Laguna Holiday Club og Cassia Phuket. Red Mountain Golf Club siges at have øens bedste bane, men du kan også prøve den billigere Blue Canyon Country Club.
14. Tag med River Rovers til Phukets ukendte steder
Konceptet kan lyde enkelt: Tag turisterne med ud til de mest øde steder i og omkring Phuket. River Rovers’ spændende og anderledes ture bringer jer derhen, hvor ingen andre turister kommer. Firmaet har flere forskellige udflugter på programmet, og en af de mest spændende og populære er turen i Phang Nga-bugten. Se mere om River Rovers.
15. Sejl ud til Koh Yao-øerne
På trods af Koh Yao-øernes størrelse, så ligger de lidt gemt væk i Andamanhavet mellem Phuket og Krabi. Det kan undre, at øerne ikke på samme måde er blevet “opdaget” som mange af de andre øer i området. Koh Yao Yai er den største af de to, men der ligger flest resorts på Koh Yao Noi.
Begge byder de på smuk natur og dejlige strande. Det er bemærkelsesværdigt, at man ikke skal længere væk fra Phuket og Krabi for at finde et næsten uberørt paradis med dramatiske klipper, kokosnøddeplantager og en gæstfri befolkning, der lever af fiskeri.
16. Prøv en kokkeskole
En kokkeskole er både sjovt og lærerigt. Ikke nok med at du lærer at lave lækre thailandske retter, så er det som regel også et godt sted at møde andre rejsende.
Kokkeskolerne tilbyder typisk hel- og halvdagskurser eventuelt startende med indkøb på markedet. Som regel får du en lille kogebog med hjem, så du kan trylle i dit eget køkken. Du kan se mere på f.eks. Phuket Thai Cooking Academy.