Khao Lak guide – overblik over bl.a. strande, transport og aktiviteter

På fastlandet nord for Phuket ligger Khao Lak, der er fællesbetegnelsen for en række lange strande parallelt med hovedvej 4. På strækningen finder du flere mindre byområder med bl.a. barer, spisesteder og shopping henvendt til turisterne.

To af de mest udbyggede og populære områder er Nang Thong og Bang Niang, der ligger få kilometer fra hinanden. Det er her og til dels ved Khuek Khak, du skal booke overnatning, hvis du vil bo tæt på Khao Laks største udvalg af mad og drikke.

Både Nang Thong, Bang Niang og Khuek Khak ligger i den sydlige del af Khao Lak – jo længere mod nord du kommer, jo mere roligt bliver det. Ved strandene Pakarang, Pakweeb, Bang Sak og Thap Tawan er der generelt kun få barer og restauranter udenfor hotellerne.

Fra nord til syd er det område man forbinder med Khao Lak 28-30 km langt. Det kan derfor være en god idé at vælge hotel med omhu, hvis du vil bo i gåafstand til byerne, hvor du udover mulighederne for mad og drikke også finder bl.a. minimarkeder, tourbureauer og massagehops.

Khao Lak er til dig, der vægter sol og strand højere end historie og seværdigheder. Især er området kendt for sine mange gode familievenlige resorts med masser af faciliteter og store pools.

 

Khao Lak – seværdigheder og aktiviteter

Khao Laks største og mest populære attraktion er uden tvivl de lange eksotiske strande. De har lyst eller gyldent sand med klart vand og er mange steder flankeret af træer og palmer. Mange hoteller ligger ud til stranden, og de tilbyder som regel rækker af solstole til gæsterne.

Ved Nang Thong og Bang Niang kan der nogle steder være en del mennesker på stranden, men er der et sted i Thailand, du har mulighed for at føle dig som Robinson Crusoe, så er det i Khao Lak.

Her finder du kilometervis af strand, og igen kan du som udgangspunkt godt regne med, at jo længere mod nord du kommer, jo længere er der mellem strandgæsterne.

Her og der ligger strandbarer og beach clubs med mulighed for en drink eller god middag med fødderne i sand. Du kan flere steder prøve vandsport som f.eks. surfing og paddleboard. Længere nede på siden kan du læse om andre aktiviteter i Khao Lak.

Som nævnt skal du ikke vælge Khao Lak for historie og seværdigheder, men der er dog et sted, du kan overveje at besøge: Tsunami Memorial Park, hvor du kan se båd 813, der blev et symbol på den voldsomme tsunami, der ramte Khao Lak i 2004.

Ved siden af ligger Det Internationale Tsunamimuseum, der har en mindre udstilling med videoer, billeder og generel information om tsunamier og tragedien i 2004.

I den sydligste del af Khao Lak kan du få en god naturoplevelse i Lamru Nationalpark. Den er delt af hovedvej 4, og det er området ud mod kysten, der er åben for besøgende. Her kan du gå en tre kilometer lang rute (Nature Trail) gennem skoven og måske spotte f.eks. aber og egern.

Stien ender ved en skøn strand, som du også kan besøge fra hovedvejen. Kig efter skiltet, der viser ned til stranden. Da jeg kom forbi, kostende det 100 baht.

Båd 813 står som et symbol på tsunamien i 2004

 

Et godt udgangspunkt for udflugter

Kan du slippe solsengen er der mulighed for at tage med på nogle rigtig gode udflugter fra Khao Lak. Mest populære er turene til Similanøerne og Khao Sok Nationalpark. Jeg kan også anbefale, at du besøge Phuket By.

De tre udflugter er meget forskellige og byder på paradisøer, jungleoplevelser og spændende historie.

 

Similanøerne

Ud for kysten ved Khao Lak ligger Similanøerne. Det tager ca. en time med speedbåd at komme til øgruppen, hvor du finder nogle af Thailands bedste strande. Tænk kridhvidt fint sand og det mest krystalklare turkisblå vand, du kan tænke dig. På en klassisk tur til Similanøerne besøger du flere af øerne og har bade- og snorkelstop undervejs.

 

Khao Sok Nationalpark

En populær udflugt er den til Khao Sok Nationalpark. Selvom du har mulighed for at besøge parken på en dag, så kan jeg kun anbefale, at du booker et par overnatninger. Det kan du gøre hos Elephant Hills, der tilbyder pakkeløsninger med overnatning, måltider og udflugter inkluderet.

Et lignende sted er Our Jungle House, der ligesom Elephant Hills både har overnatningsmuligheder på land og på flåder i den store sø Cheow Lan. Booker du to overnatninger kan du som regel prøve at bo begge steder. Især flåderne på søen er en god og anderledes oplevelse.

Khao Sok Nationalpark er hjem for en af verdens ældste regnskove. Her finder du bl.a. floder, bjerge, tæt skov og imponerende klippemassiver. Et smukt og spændende sted, der fortjener mere end en dagsudflugt.

 

Phuket By

Phuket er andet end sol, strand og badeferie. På øens østkyst ligger Phuket By, der har en interessant historie og flere rigtig gode seværdigheder. På Thai Hua Museum kan du lære mere om den store kinesiske befolkningsgruppe, der kom til Phuket for bl.a. at udvinde tin.

Senere kom også portugiserne til byen. Det resulterede bl.a. i de fine sino-portugisiske huse, der udgør en stor del af old town. Husene er i dag i kraftige pastelfarver og indeholder specialbutikker, hippe cafeer og gode restauranter. Øens bedste mad får du uden tvivl i Phuket By. I gaderne kan du også støde på markeder og se små kinesiske templer.

Similanøerne har nogle af Thailands bedste strande

 

Populære hoteller i Khao Lak lige nu

Det kan være svært at vælge hotel i Khao Lak, men se nærmere på mine forslag og link til indlæg herunder. Udvalget er selvfølgelig væsentlig større – klik ind på f.eks. hotels.com og booking.com for at finde det hotel, der passer til dine præferencer.

Vær opmærksom på f.eks. værelsestype og afbestillingsbetingelser, når du sammenligner priser på de forskellige hotelbookingsider.

For at komme fra lufthavnen til dit hotel kan du få et tilbud på transport her på siden – se mere her.

 

Her bor du godt i Khao Lak

Khaolak Paradise Resort: Anmelderrost resort ved den bedste del af stranden
Helt mod syd i Khao Lak ved den bedste del af den lange strand kan du bo i flotte junglelignende omgivelser på Paradise Resort. Vælg mellem værelserne i de hyggelige hotelbygninger eller villaerne i haven eller ved stranden.

Khaolak Paradise Resort har faciliteter som spa, fitness, swimmingpool, poolbar og restaurant. Du kan tilkøbe en god morgenmad, og der er udlån af cykler. Et rigtig lækkert hotel i Khao Lak, der vil være perfekt til parferien.

Se pris på hotels.com > Se pris på booking.com >

 

Avani+ Khao Lak Resort: Perfekt til familieferien og mulighed for privat pool
Avani+ ligger i dejlige omgivelser lige ud til stranden ved Bangsak. Her kan du blandt de mange værelsestyper vælge suites eller villaer med privat pool og plads til fem personer. Villaerne ligge ud til stranden.

På Avani+ er der en lang række faciliteter som spa, fitness, fire swimmingpools og flere barer og restauranter. Der er desuden en række faciliteter og aktiviteter henvendt til børnene – bl.a. legeplads, vandland og børneklub.

Der er mulighed for at tilkøbe en god morgenmad på Avani+, hvor man i den døgnåbne reception kan være behjælpelige med udflugter og billetter.

Se pris på hotels.com > Se pris på booking.com >

 

The Chu’s Boutique Hotel: Et af de bedste billige hoteller i Khao Lak
I den centrale del af Khao Lak ved Nang Thong ligger The Chu’s Boutique Hotel, der har rigtig mange tilbagevendende gæster. Det populære overnatningssted tilbyder moderne værelser med bl.a. tv, køleskab, elkedel, pengeskab og gratis wifi.

The Chu’s Boutique Hotel har swimmingpool og restaurant med mulighed for at tilkøbe morgenmad. I receptionen hjælper man gerne med udflugter/billetter. Der er ca. 1 km til stranden.

Se pris på hotels.com > Se pris på booking.com >

 

Se også disse indlæg

De bedste hoteller i Khao Lak (opdateret)
Bo på stranden i Khao Lak

Et kig ud over kysten ved den sydlige del af Khao Lak

 

Rejseinformation

Rejsetidspunkt og vejret i Khao Lak

Khao Lak har bedst vejr fra midt november til marts/april med januar og februar som de tørreste måneder. I november og april skal du forvente kraftige eftermiddagsbyger nogle dage, men nedbør kan undtagelsesvist også opleves i den tørre periode. Fra november til mats ligger temperaturen på 29-32 °C, men i april bliver det varmere.

Sommeren er forholdsvis våd med vekslende skydække. Som regel kommer nedbøren som eftermiddagsbyger, mens du i efterårsmånederne september og oktober kan opleve mere vedvarende regn.

Højsæson
December til marts/april – tørt og solrigt – en eftermiddagsbyge kan dog ikke udelukkes. Temperaturer på 29-34 °C – varmest i april.

Mellemsæson
November – vekslende skydække med eftermiddagsbyger – temperaturer på 30-32 °C.

Lavsæson
Maj til oktober – vekslende skydække og nogen regn fra maj til august. Mere vedvarende nedbør i efterårsmånederne. Temperaturer på 29-32 °C.

 

Transport

Nærmeste lufthavn til Khao Lak er Phukets internationale lufthavn (kode: HKT), der har ruter til bl.a. Doha, Dubai, Istanbul og Singapore. Selvfølgelig kan du også flyve via Bangkok. Søg og sammenlign flybilletter her.

Fra lufthavnen til dit hotel kan du booke en lufthavnstransfer hjemmefra, men selvfølgelig også få overnatningsstedet til at hjælpe.

Vil du selv stå for transporten, kan du tage en taxi fra lufthavnen til dit hotel. Der er taxiskranker inden- og udenfor ankomsthallen. På skilte kan du se priserne, der er faste.

Hos nogle taxier udenfor kan du forhandle om prisen, men gør det kun, hvis du kender priserne og har en forventning om at få det billigere.

At komme rundt
For at komme rundt mellem byerne og strandene kan du tage en songtaew – små biler hvor man sidder på ladet. Mange songtaews kører fast op og ned ad hovedvej 4 som en slags minibusser/deletaxier.

Har du en fast destination kan du også leje en songtaew til eget brug. Alternativt vil dit hotel kunne hjælpe med transport.

Udflugter
Hvis du skal på udflugt findes der et hav af tourbureauer, der alle har farvestrålende brochurer liggende, så det er bare om at vælge. Du kan som regel også booke aktiviteter og udflugter på dit hotel.

 

Aktiviteter og oplevelser

Udover forskellige former for vandsport nævnt længere oppe på siden, så er der flere andre aktiviteter i Khao Lak. F.eks. kajak, zipline, ATV-safari og white water rafting. Læs mere i indlægget 11 gode oplevelser i Khao Lak.

 

Andre ting at være opmærksom på

Mange hoteller, barer og restauranter accepterer kort som Visa og Mastercard, men det er altid en god idé at have kontanter på lommen. F.eks. hvis du skal handle på markederne.

I turistområdet ligger masser af kontantautomater – ofte i forbindelse med en 7-Eleven. De har engelsk menu og er nemme at bruge. Bemærk, at der kan være gebyr forbundet med at bruge dem og at der kan være loft på, hvor mange penge du kan hæve af gangen.

På Udenrigsministeriets hjemmeside kan du se den sidste nye rejsevejledning til Thailand. Du kan også downloade ministeriets app Rejseklar, hvor du kan få gode råd til rejsen og skrive dig på danskerlisten.

Husk også rejseforsikring – det kan du få et tilbud på her – og at udfylde ankomstkort online tidligst tre dage før ankomst. Kortet erstatter ankomstkortet TM6, der tidligere skulle udfyldes i flyet eller lufthavnen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *