7 gode oplevelser ved Koh Chang

Skal I på ferie på Koh Chang eller en af de andre skønne øer i den maritime nationalpark, så tjek disse forslag til gode oplevelser. Husk, at I kan læse om de mest kendte seværdigheder i området på vores side om Koh Chang.

Uanset hvad I har af ønsker om udflugter og aktiviteter, så kan I altid få hjælp af et af de mange tourbureauer i feriebyerne. I kan også booke hjemmefra eller se mere om mulighederne på Viator, der er ejet af Tripadvisor.

 

Chantaburi

Byen som de fleste blot kører forbi på deres vej fra Bangkok til øerne ved Koh Chang er bestemt værd at opleve. Først og fremmest for det spændende ædelstensmarked, hvor der handles på livet løs omkring de små borde. I området ligger adskillige miner, hvor man henter de smukke stene, der bliver vurderet og solgt på markedet. Chantaburi har også Thailands største katolske kirke – et levn fra dengang vietnamesiske flygtninge kom hertil. Floden skærer lige gennem byen, og ved bredden kan man se en række gamle kinesiske handelshuse, der er flotte og meget velbevarede.

 

Overnatning i junglen

Koh Chang består af grøn og frodig jungle. Langt de fleste turister går op til et af vandfaldene, men det er faktisk muligt at overnatte i junglen i telt. Det er primitivt og ikke for alle og enhver, men helt sikkert en stor oplevelse. Se mere hos Jungle Fever.

 

Aftencruise på Klong Prao floden

En særlig oplevelse er et aftencruise på den lille Klong Prao-flod, der løber ind på øen fra Klong Prao Beach. Inde i junglen er der ofte millioner af ildfluer, der lyser op, og det er et fantastisk flot syn. Flere steder ved Klong Prao, f.eks. restaurant Phu Talay, arrangerer et cruise, hvor I efter maden bliver transporteret op ad den smalle flod for at se ildfluer.

 

 

Luksus på Koh Kood

Forkæl jer selv på en af Thailands smukkeste øer. Tinkerbell Resort ligger pragtfuldt direkte ud til en lækker hvid sandstrand. De smagfuldt indrettede bungalows har alle fornødenheder til en ferie i luksus, og I kan vælge mellem beach front- eller poolvillaer. Se mere om Tinkerbell Resort.

 

Ekspedition til Cambodja

Oplev det spændende naboland Cambodja når I holder ferie på Koh Chang. I kan nå Koh Kong-området i Cambodja på en dagstur, men endnu mere interessant er det at snuppe et par dage ved byen Siem Reap, der er nabo til det vidunderligt smukke tempelkompleks Angkor Wat. I kommer til en helt anden verden langt væk fra Koh Changs behagelige strande – Cambodja er stadig et land i udvikling, og man føler sig bombet tilbage i tiden. Der er flere udbydere på Koh Chang, der har Cambodja på programmet.

 

Dykning

Der er glimrende dykning i Koh Chang Maritime Nationalpark. Øerne mod syd har gode forhold og et ekstra plus ved dette område er de forholdsvis få mennesker i forhold til f.eks. Koh Tao og Koh Phi Phi. På Koh Chang findes adskillige diveshops – tag blot ned til Bang Bao på den sydligste del af øen for at finde det største udvalg.

 

I fodsporene på øens første turister

Mens White Sand Beach er plastret til med bedre hoteller, så er Klong Prao Beach længere mod syd stadig et godt valg til de, der vil bo basic helt ud til vandkanten. Tiger Hut er Koh Chang som det var engang og de meget enkle huts, der delvist ligger under skyggefulde træer er drømmen om en øde tropestrand. Det er primitivt, slidt og der er fælles badefaciliteter. Kun familiehuset har varmt vand. En hytte beachfront fås for ca. 800 baht i højsæsonen. Se mere om Tiger Hut.

 

DSCN2040Fra Koh Chang kommer man nemt til Koh Kong i Cambodja, hvor det muslimske cham-folk tager imod. Øverst K.P. Huts, der ligger på Klong Prao-stranden på Koh Chang

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *