Efterårsferie i Thailand – forslag til rejseplan
Oktober er regntid i det meste af Thailand, men der er en række steder, hvor nedbøren er begrænset med mulighed for sol og dejlige strande. Denne rejse, som jeg selv har taget, byder på masser af spændende oplevelser og er et godt bud på en efterårsferie i Thailand.
Som altid er rejseplanen blot et forslag – du kan vælge til og fra for at få den ferie, du ønsker. Du kan f.eks. springe Nordthailand over eller nøjes med enten Koh Chang eller Koh Kood.
Rejserute
Bangkok • Chiang Mai • Koh Chang • Koh Kood
Rejselængde
Minimum 15 overnatninger, men meget gerne flere. Husk, at der er forskel på antal dage og antal overnatninger. Et godt råd er at tælle hele dage på en destination og selvfølgelig minimere antallet af rejsedage undervejs.
Turen fra Bangkok til Chiang Mai tager i hvert fald en halv rejsedag og du skal normalt bruge en hel rejsedag fra Chiang Mai til Koh Chang/Koh Kood.
Rejseperiode
November til april med januar til midt i marts som bedste rejsetidspunkter. Bemærk dog, at det er afbrændingssæson i Nordthailand fra januar til marts/april, hvilket kan medføre røg og smog.
Hvis sol og strand er en høj prioritet, er det en god idé at undgå sommermånederne og september, mens du i oktober og i hvert fald november vil have fine stranddage.
Jeg har efterhånden fået en del mails fra jer brugere, der skriver, at I har haft godt vejr på Koh Chang i oktober. Denne rejse vil således være glimrende til en efterårsferie i Thailand. Du kan se mere om vejret i indlægget Regntid i Thailand – det bedste rejsetidspunkt ved de populære rejsemål.
Hvordan
Som jeg har skrevet en gang eller to her på siden, så er det bare supernemt at rejse i Thailand. Her er man vant til turister, og hoteller og tourbureauer står klar til at hjælpe med f.eks. udflugter og transport til næste destination.
Flybillet
Start med at finde den rigtige flybillet. I denne rejseplan flyver du ind og ud af Bangkok (kode: BKK), som du nemt kan rejse til med direkte fly fra København. Både SAS og Thai Airways betjener ruten. Med ét stop er der adskillige muligheder.
Rejser du fra Billund kan du flyve med ét stop med f.eks. KLM, Lufthansa og Turkish Airlines og fra Aalborg med KLM.
Vær opmærksom på, hvad der er inkluderet, når du sammenligner flybilletter – her tænker jeg især på indchecket bagage og hvor mange kilo du må medbringe.
Overnatning
Næste step er at finde overnatning. Længere nede på siden kan du finde hotelforslag og links til hotelsider. Har du særlige krav til dit hotel som f.eks. beliggenhed, privat pool eller værelser med plads til hele familien, så book i god tid!
Husk at tjekke om det er samme værelsestype og afbestillingsbetingelser, når du sammenligner priser på de forskellige hotelbookingplatforme.
Jeg bliver af og til spurgt, om det er en god idé at booke overnatning undervejs. Det vil jeg ikke anbefale på kortere rejser som dette rejseforslag. Det kan godt tage lidt tid at køre ø eller by rundt for at finde et hotel – spild af dyrebar rejsetid.
Transport
Alt efter temperament og hvor meget du vil have styr på hjemmefra, kan du finde transport på stedet eller booke i forvejen. Du kan f.eks. få tilbud på transport her på siden – se mere her. Skal du bare fra destination til destination, så kan du få hjælp af dit hotel undervejs.
Det vil næsten altid være billigst at lave sin rejse selv, men ønsker du en pakkerejse, så kan du få et indtryk af prisniveauet lige her.
Efterårsferie i Thailand – rejseplan
Fra Bangkok lufthavn til dit hotel: Rejsen begynder i pulserede Bangkok. Du lander i Suvarnabhumi Lufthavn (kode: BKK) i Bangkok. Herfra er der er flere måder at komme til dit hotel i centrum – f.eks. taxa eller en privat transfer. Det kan du se mere om i dette indlæg.
Bangkok
Der er tonsvis af gode oplevelser i Bangkok. Er det dit første besøg i Thailands hovedstad, skal du selvfølgelig se de største seværdigheder som f.eks. Wat Po, Grand Palace, klongerne (Bangkoks kanalsystem) og hektiske Chinatown.
Du kan shoppe i gigantiske indkøbscentre, spise lækker mad og måske slutte dagen på en cool tagbar med udsigt over byens skyline. Der er tonsvis af andre ting at foretage sig i Bangkok – f.eks. cykelture, madlavningskurser og spændende markeder.
Læs mere om Bangkok her og få inspiration til, hvad du skal opleve i indlægget 3 dage i Bangkok – det skal du opleve som førstegangsbesøgende.
Bangkok har et kæmpe udvalg af overnatningssteder. Få inspiration til hvor du skal bo i indlæggene De bedste hoteller i Bangkok, De bedste lejligheder i Bangkok og Overnatning for hele familien i Bangkok.
Videre transport: Få dit hotel i Bangkok til at sørge for transport til lufthavnen. Flere flyselskaber betjener ruten til Chiang Mai – f.eks. Thai Airways, AirAsia og Bangkok Airways.
Bemærk, at der er to lufthavne i Bangkok – Suvarnabhumi (kode: BKK) og Don Mueang (kode: DMK). AirAsia flyver fra begge lufthavne, mens Thai Airways og Bangkok Airways benytter Suvarnabhumi.
Chiang Mais lufthavn ligger kun få kilometer fra centrum. Du kan få dit hotel til at hente dig i lufthavnen eller tjekke indlægget Fra Chiang Mai lufthavn til centrum.
Husk, at du også kan tage toget fra Bangkok til Chiang Mai. Rejsetiden er selvfølgelig væsentlig længere, men toget kan være en oplevelse i sig selv. Du kan booke togbilletter (og anden transport i Thailand) hos populære 12go.
Chiang Mai
Ved første øjekast kan Chiang Mai synes travl, hektisk og uden megen charme. Men i og omkring den gamle bydel, der er omkranset af en voldgrav, er der hyggelige gyder og gader med masser af lokalliv.
Det er især i den gamle bydel du finder Chiang Mais vigtigste seværdigheder som historiske templer og ikke mindst det farverige søndagsmarked. Besøger du ikke byen i weekenden, så er der hver dag et stort natmarked i gaderne lige øst for den gamle bydel.
Chiang Mai er også god shopping og lækker mad, men du har også mulighed for at tage med på nogle rigtig spændende udflugter, hvor du især kan få flotte naturoplevelser.
Få kilometer udenfor Chiang Mai kan du besøge Wat Doi Suthep, der ligger på et bjerg med flot udsigt over by og landskab. Andre udflugter kunne gå til Chiang Dao, Chiang Rai eller Thailands højeste bjerg Doi Inthanon. Læs mere i min Chiang Mai guide og i indlæggene 7 gode udflugter fra Chiang Mai og 11 gode oplevelser i Chiang Mai.
Jeg anbefaler, at du booker overnatning i eller omkring den gamle bydel. Her er du i gåafstand til de fleste seværdigheder og har gode cafeer og lækre spisesteder lige udenfor døren. Find overnatning i indlæggene De bedste hoteller i Chiang Mai og De bedste billige hoteller i Chiang Mai.
Videre transport: Få dit hotel til at sørge for transport den korte tur til lufthavnen, hvorfra du flyver tilbage til Bangkok. Har du forudbestilt transport – det kan du gøre her – kører du direkte til dit hotel på Koh Chang. Turen tager ca. 5 timer og transporten er inklusive færge. Sørg for at lande så tidligt som muligt i Bangkok, så du kan nå færgen samme dag.
Koh Chang
Efter nogle spændende og oplevelsesrige dage i Bangkok og Nordthailand kan du nu slappe af på dejlige Koh Chang. Øen har en lang række lækre hoteller, og i oktober kan du som regel booke dem til en rigtig god pris.
Alt efter vejret kan du nyde swimmingpoolen, snuppe en dag på stranden eller måske tage en tur ud i øhavet. Koh Chang har også flere gode aktiviteter som f.eks. madlavningskursus og dejlige spaoplevelser. Du kan få flere forslag i indlægget 9 gode oplevelser på Koh Chang.
Til valg af hotel kan du se mere i bl.a. indlæggene De bedste hoteller på Koh Chang, Bo på stranden på Koh Chang og Overnatning på Koh Chang for hele familien.
Videre transport: Få dit hotel til at arrangere transport til Koh Kood. Alt efter type af transport og hvor du har booket overnatning på Koh Kood, bliver du enten sat af med speedbåden ved hotellet eller en af molerne ved f.eks. Klong Mad eller Nam Leuk. Herfra er der som regel mulighed for at tage en songtaew til dit hotel.
Koh Kood
Koh Kood er en større ø, men med forholdsvis få turister. De lækre strande ligger ned ad vestkysten, og her har du god mulighed for at bo beach front.
Koh Kood har ikke de store seværdigheder, men er til gengæld et godt sted at følge med i de lokales dagligdag. Rundt om på øen ligger flere mindre fiskersamfund, der kan være en god oplevelse. Du kan også tage på cykeltur og se vandfald i junglen.
På Koh Kood er der et pænt udvalg af hoteller, og mange af dem er superlækre. Du kan både bo på stranden og få privat pool, hvis du ønsker det. Se mere i indlægget De bedste hoteller på Koh Kood.
Videre transport: Dit hotel kan helt sikkert hjælpe med transport fra Koh Kood tilbage til Bangkok. Alternativt kan du booke her. Alt efter hvornår dit fly hjem mod Danmark afgår, kan det være nødvendigt med en overnatning i Bangkok.
Personligt slutter jeg næsten alle mine rejser i Bangkok, hvor der altid er noget nyt at se og opleve. Her er du også tættere på lufthavnen.









